Up

Generalforsamling 2018

Her finder du dokumenter vedr. den FL´s ordinære generalforsamling, der afholdes lørdag d. 24. marts 2018.

Under referatet finder du bilag vedr. generalforsamlingen.

Referat af FL's generalforsamling afholdt d. 24 marts 2018 på Park Hotel, Middelfart

TID:         13.30 – 16.00

1. Valg af dirigent

Formanden Johs Chr Johansen bød velkommen og foreslog advokat Michael Nathan som dirigent. 

Michael Nathan blev valgt.

2. Dirigenten takkede for valget og konstaterede at der var 26 deltagere fra 18 forskellige foreninger repræsenterende 44 stemmer og 2 fuldmagter.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og dermed i overensstemmelse med vedtægterne.

3. Valg af stemmetællere

Flemming Jensen og Mette Knudsen blev valgt som stemmetællere.

4. Godkendelse af dagsorden

Forsamlingen godkendte dagsordenen. Gert Gyldvig bad om at få anført, at godkendelsen skete i henhold til gældende vedtægter.

5. Fremlæggelse af bestyrelsen beretning

Formanden Johs Chr Johansen fremlagde bestyrelsens beretning

Beretning:

Denne generalforsamling afholdes på en lidt særlig baggrund.  Foreningsåret 2017 var præget af uro og konflikt med såvel ekstraordinær generalforsamling, ordinær generalforsamling og diverse mistillidsvota. Landsforeningen tog et kæmpeskridt fremad på den ordinære generalforsamling i oktober 2017. Trods skarpe meningsudvekslinger var der opbakning til landsforeningens overordnede linje og der blev valgt en hovedbestyrelse med støtte fra et solidt flertal i medlemskredsen. 

På generalforsamlingen i oktober 2017 kom vi ikke helt i mål med den brede reform af landsforeningens arbejde, som hovedbestyrelsen lagde frem for generalforsamlingen. Derfor besluttede generalforsamlingen, at vi allerede i marts skulle mødes igen for at gøre arbejdet færdigt. Det gør vi så i dag. Vi skal reformere landsforeningens vedtægter, så medlemsdemokratiet øges, diverse regler bliver mere gennemskuelige og vedtægterne skal i det hele taget moderniseres og bringes op til den standard, der må forventes af en nutidig og handlekraftig organisation. 

Vi skal også gennemgå landsforeningens holdninger. Det er ikke sket siden 2009. I forslaget til vedtægtsreform lægges der op til, at det bliver et fast punkt på den årlige generalforsamling. Det er muligt, der ikke er behov for årlige ændringer, men det er vigtigt, at vi jævnligt spørger os selv, om der er sådanne ændringer i det politiske liv og vores omverden i øvrigt, at vi skal justere vore synspunkter. 

Organisation og medlemsservice  

Som det fremgik på generalforsamlingen oktober 2017 har landsforeningen mistet medlemsforeninger i de seneste tre til fire år. Denne udvikling ser nu ud til at vende. Der har været nogle indmeldelser af nye foreninger og nogle tidligere udmeldte foreninger er vendt tilbage. Det er ikke prangende – men det går den rigtige vej. Medlemsudvalget har systematiseret arbejdet med kontakt til medlemsforeningerne. Der føres konsekvent samtaler med udmeldte foreninger om årsag til udmeldelse og der holdes god kontakt til foreninger, der ønsker information om landsforeningen. 

Der er sat gang i en proces med udvikling af kurser og seminarer for medlemsforeninger. Det gælder indenfor områder som foreningsadministration, afvikling af generalforsamlinger, vedtægter, regnskab, medlemskontakt, regler for persondata, regler for sommerhuse på fremmed (lejet) grund, samt behandling og forståelse af kommuneplaner, lokalplaner, bygningsreglement og deklarationer. Forhåbentligt kan de første kurser realiseres i efteråret 2018. 

Siden generalforsamlingen i oktober 2017 har særlig et område haft landsforeningens fulde fokus. Skift af forsikringsselskab fra Codan til Alm. Brand. Det er gået godt. Medlemsforeningerne har indgået nye forsikringsaftaler og aftalen med Alm. Brand indebærer også, at de fleste medlemsforeninger har kunnet reducere deres forsikringsomkostninger. Det skal også noteres, at forsikringsløsningen fra Alm. Brand har medført at flere foreninger har tegnet forsikringer. Desværre er der fortsat medlemsforeninger – og foreninger udenfor medlemskredsen – der ikke har tegnet de nødvendige forsikringer. Fritidshusejernes Landsforening opfordrer stærkt til at alle grundejerforeninger tegner de nødvendige forsikringer, og FL arbejder med udvikling af en særlig indsats på dette område.

I den forbindelse er det vigtigt at etablere gode samarbejdsrelationer med lignende organisationer. Det er landsforeningen i fuld sving med – men det skal ikke være nogen hemmelighed, at nogle af de mulige samarbejdspartnere er reserverede overfor et samarbejde med FL. Vi har konkret oplevet, at forskellige foreninger har følt, at en tidligere formand i Fritidshusejernes Landsforening har ment, at det var FL, der skulle diktere, hvorledes et samarbejde skulle fungere. Det skaber ikke den tillid, som er en forudsætning for et samarbejde. Det arbejder hovedbestyrelsen benhårdt med at reparere på.  Udover forsikringsdelen har FL også kig på andre områder for medlemsservice. Det er områder, der endnu er i støbeskeen, men som

forhåbentligt kan udvikles til at være servicetilbud, som medlemsforeningerne kan tilbyde deres enkelte medlemmer. 

Sekretariatets flytning til kassereren har bevirket en effektivisering i landsforeningens daglige arbejde og en betydelig forbedring af serviceringen af medlemsforeningerne. Landsforeningens medlemsdata har fået et betragteligt kvalitetsløft og der er indført procedurer, som sikrer, at datakvaliteten fastholdes og forbedres. 

Politisk indsats  

Der er særligt et område, der har været i fokus – kystsikring – ikke mindst var der en dramatisk sag i Lønstrup i Vendsyssel, hvor der ved årsskiftet blev udført et privat kystsikringsprojekt, der gav anledning til betydelig opmærksomhed i det øvrige land. FL blev ikke involveret, og det er hovedbestyrelsen ganske tilfreds med. Den type af sager er ekstremt konfliktfyldte og enhver form for fornuftig dialog ophører, når der gribes til selvtægt. 

I samme periode sendte miljøministeren et lovforslag om nye regler for kystsikring i høring. Fritidshusejernes Landsforening gik i dialog med Danmarks Naturfredningsforening om et høringssvar. Det var en stor gevinst for FL. Vi kunne trække på nogle ressourcer og en ekspertise, FL ikke selv råder over. 

I praksis indsendte hver af de to organisationer deres egne høringssvar – men de var koordinerede og understøttede hinanden. Og det har også givet et resultat. Foreløbig har miljøministeren på et væsentligt område ændret lovforslaget, og der presses fortsat på for at sikre yderligere ændringer. FL planlægger i den forbindelse nogle møder med de partier, der forventes at have betydning for lovens endelig udformning. 

Sagen har bevirket presseomtale af FL, bl.a. på Altinget. 

Lovforslaget om kystsikring og FL’s synspunkter i sagen kan læses på

FL’s hjemmeside: www.mitfritidshus.dk/information/høringer  Altingets artikler: ”Kritikere står i kø: Borgernes klagemuligheder forringes i kyst-sager” ”Efter hård kritik: Esben Lunde ændrer klageregler i kystsager” kan læses på www.altinget.dk.  

Dialog med samarbejdspartnere  

FL har siden sidste generalforsamling haft nogle gode og udbytterige dialoger med FL’s samarbejdspartnere. Der har været afholdt møde med Feriehusudlejernes Brancheforening, med formandskabet i Forbrugerrådet TÆNK og med Danmarks Naturfredningsforening, og der søges planlagt et møde med Parcelhusejernes Landsforening.  Hovedbestyrelsen har fokus på, at FL opbygger en tæt kontakt med andre organisationer, så der kan udvikles gode samarbejdsrelationer i sager af fælles interesse. 

Fremtiden for Fritidshusejernes Landsforening  

Foreningsåret har været kort – oktober til marts og med en julemåned i midten – det giver ikke anledning til en langtrukken beretning.  Denne generalforsamling er i vid udstrækning en forsættelse af generalforsamlingen den 28. oktober 2017. Vi skal træffe beslutning om en reform af landsforeningens vedtægter – en reform, der moderniserer, demokratiserer og decentraliserer arbejdet i Fritidshusejernes Landsforening. Og endnu mere væsentligt, så skal vi drøfte Fritidshusejernes Landsforenings holdninger. Holdninger og synspunkter er ikke mejslede i sten. De skal løbende drøftes og om nødvendigt revideres, udbygges og fornys.

Derfor har hovedbestyrelsen valgt, at vedtægtsreform og drøftelse af holdninger er de centrale temaer på denne generalforsamling.  Som det fremgår af forslagene, er hovedbestyrelsen optaget af at få de mange ressourcer og den viden, der findes i landsforeningens medlemsforeninger til at bidrage til landsforeningens arbejde. Fritidshusejernes Landsforening råder ikke over et professionelt sekretariat med eksperter på alverdens områder. Men vi har i landsforeningens medlemskreds helt givet personer, der har faglig viden om kommunal- og lokalplaner, om bygningsreglementet, om kloakering, om vejregler, om kystsikring, om matrikulering og mange andre af de spørgsmål, som Fritidshusejernes Landsforening løbende skal hjælpe medlemsforeningerne med. 

Denne personkreds vil landsforeningen meget gerne aktivere – som medlemmer af landsforeningens udvalg, som konsulenter for hovedbestyrelsen eller på en helt tredje facon. 

Derfor lægger hovedbestyrelsen også op til at drøftelse af, hvorledes Fritidshusejernes Landsforening kan få gavn af den viden og indsigt, der allerede findes internt i landsforeningen. 

Det indebærer også, at du som deltager på generalforsamlingen, når du vender hjem, skal se dig rundt i din forening og vurdere om der i medlemskredsen findes nogle, der har en viden og indsigt, der kan benyttes i Fritidshusejernes Landsforening.

Lad mig bidrage med et konkret eksempel. Da Codan opsagde vores

forsikrings-aftale, gik jeg over vejen til min genbo. Han er forsikringsmægler. Det tog ikke mange måneder, så havde han forhandlet en ny og bedre forsikringsaftale for Fritidshusejernes Landsforening på plads. 

I forlængelse heraf vil jeg godt kvittere for den beredvillighed og de mange positive reaktioner Fritidshusejernes Landsforeningen hele tiden modtager fra såvel medlemmer som ikke medlemmer – og samtidig sige tak for samarbejdet i hovedbestyrelsen i de seneste seks måneder.

Med disse bemærkninger skal jeg stille hovedbestyrelsens beretning til generalforsamlingens disposition.

Generalforsamlingen godkendte bestyrelsens beretning.

6. Fremlæggelse af Fritidshusejernes Landsforenings regnskab til godkendelse

Kasserer Kaj Holdensen forelagde landsforeningens regnskab (som var udsendt til medlemsforeningerne forud for generalforsamlingen).  Kassereren bemærkede at der var en divergens på forsikringerne, idet der var realiseret udgift på 164.875 kr. mod et budget på 32.950 kr.

Dette skyldtes en manglende afregning med Codan Forsikring.

Generalforsamlingen godkendte regnskabet.

7. Fremlæggelse af revisorerne beretning til godkendelse

Revisorerne havde gennemgået regnskabet og godkendt det med bemærkninger, der fremgik af den udsendte revisionsrapport.

Generalforsamlingen godkendte revisionsrapporten

8. Behandling af forslag til vedtægtsændringer.

Det udsendte forslag var blevet drøftet under formiddagens orientering af medlemsforeningerne. 

Forslaget blev forelagt.

Generalforsamlingen godkendte forslaget. 

De nye vedtægter kan læses på www.mitfritidshus.dk

9. Behandling af indkomne forslag

Gert Gyldvig (æresmedlem) havde fremsat forslag til mistillidsvotum til bestyrelsen begrundet i, at han som æresmedlem mente sig berettiget til at få refunderet omkostninger (rejse- og hotelomkostninger) ved deltagelse i generalforsamlingen. Hovedbestyrelsen havde forud for generalforsamlingen korresponderet med Gert Gyldvig herom, og havde afvist at yde en sådan refusion med henvisning til, at der ikke var vedtægtsmæssig hjemmel til dette, samt at der ikke forelå vedtagelser i landsforeningen herom.

Efter rådgivning fra dirigenten, der foreslog Gert Gyldvig at sikre sig, at en afstemning kom til at handle om den egentlige strid – refusion af omkostninger ved æresmedlemmers deltagelse i generalforsamlingen ændrede Gert Gyldvig sit forslag til en afstemning om, hvorvidt æresmedlemmer skulle have refunderet omkostninger ved deltagelse i generalforsamlingen.

Generalforsamlingen forkastede forslaget.

10. Drøftelse af og behandling af ændringer og forslag til landsforeningens holdninger.

Det udsendte forslag var blevet drøftet under formiddagens orientering af medlemsforeningerne.

Forslaget blev fremlagt.

Generalforsamlingen godkendte forslaget med enkelte ændringer og tilføjelser:

Beslutningen om holdninger kan læses på www.mitfritidshus.dk.

11. Forelæggelse og godkendelse af forslag til budget for det aktuelle og kommende foreningsår.

Det udsendte budget blev gennemgået.

Generalforsamlingen godkendte budgettet

12. Forelæggelse og godkendelse af forslag til kontingent for det kommende år.

Kontingentet foreslås uændret.

Generalforsamlingen godkendte kontingentforslaget

13. Valg af formand (lige år).

På valg er Johs Chr Johansen

Bestyrelsen indstillede til genvalg.

Johs Chr Johansen blev valgt.

14. Valg af kasserer (ulige år)

Kaj Holdensen (valgt i 2017) fortsætter.

15. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til bestyrelsen

På valg er Ole Simmelholt, Morten Dam, Sten Scheller og Benedicte Helvad.

Bestyrelsen indstillede til genvalg

Ole Simmelholt, Morten Dam, Sten Scheller og Benedicte Helvad. blev valgt til bestyrelsen

Bestyrelsen indstillede, at Else Digmann Reffstrup og Mette Knudsen blev valgt som suppleanter.

Else Digmann Reffstrup og Mette Knudsen blev valgt som suppleanter til bestyrelsen

Den samlede bestyrelse og suppleanter kan ses på

www.mitfritidshus.dk

16. Valg af revisor og revisorsuppleant

Bestyrelsen indstillede revisor Henning Findshøj og revisorsuppleant Birthe Risbjerg til genvalg.

Begge blev genvalgt.

17. Eventuelt

Der var intet til dette punkt.

Referatet gengiver det på generalforsamlingen passerede:

Michel Nathan, dirigent

Bestyrelsen har godkendt referatet på sit møde den 4. maj 2018

Bilag til punkt 06 - 2017 Årsregnskab
Bilag til punkt 07 - Signeret-2 revision 17.01.2018 FL regnskabsår 2017
Bilag til punkt 08 - Vedtægtsreform 2018 - endeligt forslag
Bilag til punkt 10 - Forslag til FLs holdninger 2018
Bilag til punkt 11 - Status med budget 2021
Indkaldelse til generalforsamling marts 2018
Referat af ordinær generalforsamling 24 marts 2018
 
 
Powered by Phoca Download