Introduktion til Fritidshusejernes Landsforening


FL - Fritidshusejernes Landsforening - er foreningen for grundejerforeninger for sommerhus og fritidshusejere (og ejere af sommer- og fritidshuse på lejet grund).

FL blev stiftet den 3. november 1973 og er en selvstændig og uafhængig forening, som har det overordnede formål at repræsentere og varetage de interesser, som grundejerforeninger for sommerhus- og fritidshusejere har i forhold til offentlige myndigheder, som f.eks. Naturstyrelsen (naturbeskyttelse og fredning), Kystdirektoratet (strande og broer), Erhvervsstyrelsen (planloven), kommuner (lokalplaner, kloakering og vejforhold) og mange andre myndigheder. FL bliver hørt af myndighederne i forbindelse med nye love og regler, FL rejser sager overfor Folketinget og myndigheder, og FL taler sommerhus- og fritidshusejernes sag i medierne og i offentligheden.

FL er repræsenteret i Forbrugerrådet Tænk’s rådsforsamling med to repræsentanter, og er udpeget som medlem af fire ankenævn indenfor bygningsområdet.

Mange lokale forhold varetages af medlemsforeningerne selv. FL yder gerne råd og vejledning ved bl.a. at trække på andre medlemsforeningers erfaringer. I sager af mere principiel karakter kan FL yde juridisk assistance.

FL har et samarbejde med tre advokater - fra Jylland, Fyn og Sjælland -, som bistår med råd og vejledning svarende til almindelig retshjælp. Endvidere har FL et samarbejde med Center for Konfliktløsning, der bistår med at mægle i konflikter.

På FL's hjemmeside kan der hentes information om foreningen, dens organisering og virke. FL udgiver otte gange årligt et nyhedsbrev, der sendes til medlemsforeningernes bestyrelsesmedlemmer. Nyhedsbrevet giver orientering om FL’s aktiviteter inden for lovgivningsområdet og behandler i det hele taget forhold af betydning for grundejerforeninger.

I forbindelse med den årlige generalforsamling afholder FL workshops, hvor emner af fælles interesse for medlemsforeningerne tages op. Endvidere afholdes kurser for medlemsforeningernes bestyrelsesmedlemmer, f.eks. om lokalplaner, vejlovgivning og natur.

FL indgår aftaler med forsikringsselskaber, så FL kan tilbyde medlemsforeningerne de nødvendige og lovpligtige forsikringer til favorable priser. Forsikringerne er særligt tilpassede til grundejerforeninger for sommerhus- og fritidshusejere.

FL har som mål, at omkostningen til medlemskabet for den enkelte fritidshusejer ikke skal belaste budgettet for sommerhuset med mere end prisen for fire isvafler fra det lokale ishus på en varm sommerdag.

Prisen for medlemskabet i FL er pt. kr. 50,- pr. år pr. medlem i den lokale grundejerforening.