fllogo3

§ 1. Navn, hjemsted og formål

Foreningens navn er Fritidshusejernes Landsforening.
Landsforeningens hjemsted er sekretariatets til enhver tid værende adresse.
Landsforeningen er en selvstændig og politisk uafhængig organisation, der har til formål at samle ejere af sommerhuse og fritidshuse, samt huse på lejet/fremmed grund i Danmark.
Landsforeningen varetager medlemmernes fælles interesser over for offentligheden, myndigheder, kommuner og Folketing.
Lokale interesser m.v. varetages af de enkelte grund-, leje- og ejerforeninger.
Landsforeningen kan yde bistand efter skriftlig anmodning herom.

§ 2. Medlemmerne

Som medlem kan optages:
Foreninger bestående af sommerhusejere og fritidshusejere i Danmark.
Enkeltpersoner, når der ikke er mulighed for at være tilsluttet en lokal forening der ikke ønsker medlemskab af landsforeningen.
Enkeltmedlemmer kan ikke være medlem af en lokal forenings bestyrelse, eller have sammenfattende interesser i en sådan.

Ethvert medlemskab af landsforeningen kan til enhver tid tages op i hovedbestyrelsen. Beslutningen kan indbringes for generalforsamlingen.

§ 3. Landsmøde og ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er landsforeningens øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling skal afholdes i forbindelse med landsmødet hvert år inden udgangen af oktober, med mindst 1 måneds varsel med tid og sted fastsat af hovedbestyrelsen.
Medlemsforeningerne har følgende stemmevægt:
   0 –   99 medlemmer = 2 stemmer
100 - 199 medlemmer = 3 stemmer
200 – 299 medlemmer = 4 stemmer
300 – 399 medlemmer = 5 stemmer
400 – 499 medlemmer = 6 stemmer
500 – 599 medlemmer = 7 stemmer
600 – 699 medlemmer = 8 stemmer
700 – 799 medlemmer = 9 stemmer
800 – 899 medlemmer = 10 stemmer
900 – 999 medlemmer = 11 stemmer
Foreninger over 1000 medlemmer har derudover 1 stemme for hvert påbegyndt 1000 medlemmer.

Enkeltmedlemmer har 1 stemme.

En stemmeberettiget kan ved fuldmagt overdrage sin stemmeret til en anden stemmeberettiget.
En stemmeberettiget kan kun medbringe 1 fuldmagt.
Skriftlige fuldmagter skal afleveres ved registreringen forud for generalforsamlingens start.

Skriftlig afstemning skal ske såfremt dirigenten, hovedbestyrelsen eller 1 af de fremmødte medlemsforeninger fremsætter ønske herom.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal indsendes skriftlig til landsforeningens sekretær senest den 1. august. Alle forslag skal udsendes sammen med indkaldelsen.

Generalforsamlingsbeslutninger afgøres ved simpelt flertal.

Vedtægtsændringer skal fremsendes sammen med indkaldelsen, og kræver, at mindst 2/3 af de på generalforsamlingens fremmødte medlemmer stemmer for ændringerne.

Det reviderede regnskab samt budget for det kommende år udsendes sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

Til ophævelse af Fritidshusejernes Landsforening henvises til § 10.

Indkaldelse til generalforsamlingen skal indeholde mindst følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Landsforeningens beretning til godkendelse
3. Årsregnskab til godkendelse
4. Indkomne forslag
5. Budget for det kommende år til orientering
6. Fastsættelse af kontingent for det kommende år
7. Valg af hovedbestyrelsesmedlemmer og suppleanter til hovedbestyrelsen
8. Valg af revisor og revisorsuppleant
9. Eventuelt

§ 4. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes ifølge generalforsamlingsbeslutning, såfremt hovedbestyrelsen skønner det fornødent, eller når mindst 1/10 af de registrerede medlemmer (stemmevægt) indsender skriftlig begæring herom. Når begæringen er modtaget af landsforeningens sekretær, er hovedbestyrelsen forpligtet til inden 14 dage at udsende skriftlig indkaldelse med mindst 14 og højst 30 dages varsel. Dagsorden med tid og sted skal fremgå af indkaldelsen, og indeholde det emne, som begæres behandlet.

§ 5. Hovedbestyrelse

Hovedbestyrelsen består af 9 – 11 medlemmer.
Et hovedbestyrelsesmedlem skal være medlem direkte eller indirekte af landsforeningen under hele valgperioden.
Formand og sekretær, som vælges direkte på generalforsamlingen, og halvdelen af hovedbestyrelsen er på valg i lige år. Kasserer, som vælges direkte på generalforsamlingen, plus de øvrige medlemmer er på valg i ulige år. Alle valg gælder i 2 år. Genvalg kan finde sted. Sammensætningen af hovedbestyrelsen skal være med mindst to medlemmer fra Sjælland med øer, mindst et medlem fra Fyn og øer, og mindst to medlemmer fra Jylland med øer. Er der ikke opstillet kandidater som beskrevet, kan der vælges kandidater fra et andet område.

Der vælges tillige tre suppleanter hvert år, hvoraf en skal være fra Sjælland, en fra Fyn og en fra Jylland., alle med omliggende øer. Valg gælder for 1 år. Genvalg kan finde sted.

Ved sammensætning af hovedbestyrelsen kan en medlemsforening kun være repræsenteret ved et enkelt medlem.
Hovedbestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand på første møde efter generalforsamlingen.

Hovedbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, og er beslutningsdygtig, når mindst en over halvdelen er til stede.

Beslutninger tages ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens (næstformanden i formandens fravær) stemme afgørende.
Hovedbestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov.

Hovedbestyrelsen holder møder efter skriftlig indkaldelse fra formanden (næstformanden i formandens fravær) med mindst 8 dages varsel. Formanden er forpligtet til at indkalde til møde på begæring af mindst to medlemmer af hovedbestyrelsen.

Hovedbestyrelsen kan antage lønnet medhjælp, og kan i øvrigt honorere udført arbejde.

§ 6. Administration

Stk. 1. Landsforeningen forpligter sig ved formandens underskrift, i dennes fravær næstformandens.

Stk. 2. Landsforeningens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 3. Kassereren fører med ansvar for hovedbestyrelsen foreningens regnskab, foretager udbetalinger samt opkræver medlemskontingenter og forsikringspræmier.

Stk. 4. Bilag skal påtegnes af formanden og kassereren.

§ 7. Revision

På den ordinære generalforsamling vælges to revisorer og to revisorsuppleanter.
Valgene gælder for 2 år og genvalg kan finde sted.
Hvert år afgår en revisor og en revisorsuppleant.

§ 8. Kontingent

Kontingentet for det følgende kalenderår vedtages på den ordinære generalforsamling.
Opkrævning fremsendes senest den 15. januar, og skal være indbetalt til kassereren senest den 1. marts.
Kontingentrestance pålægges rykkergebyr efter første skriftlige rykker, jf. gældende lovgivning.

For indmeldelser i løbet af kalenderåret kan der indgås særlige aftaler samt differentieret kontingent.

§ 9. Udmeldelse

Udmeldelse af Fritidshusejernes Landsforening skal ske skriftligt til sekretariatet senest den 30. september med virkning fra den 31. december i kalenderåret, og medfører intet krav på landsforeningens midler og formue – ej heller hæftelse for landsforeningens gæld.

§ 10. Ophævelse af Fritidshusejernes Landsforening

Beslutning om ophævelse af landsforeningen kræver, at mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at mindst 2/3 medlemmer stemmer for ophævelsen.
Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig i henhold til ovenstående, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling senest to måneder efter med ophævelse af Fritidshusejernes Landsforening som eneste punkt på dagsorden.

Såfremt 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for opløsning af Fritidshusejernes Landsforening, er opløsningen vedtaget. Ved skriftlig afstemning tæller blanke stemmer med som afgivne stemmer.

Anvendelse af Fritidshusejernes Landsforenings midler og formue, besluttes af generalforsamlingen ved simpelt flertal.

Vedtægten er vedtaget på den ordinære generalforsamling, Byggecentrum i Middelfart den 23. november 1975.
Ændret og vedtaget på den ordinære generalforsamling samme sted, den 3. oktober 1982.
Ændret og vedtaget på den ordinære generalforsamling i Svendborg, den 7. oktober 1989.
Ændret og vedtaget på den ordinære generalforsamling i Faaborg, den 7. oktober 1996.
Ændret og vedtaget på den ordinære generalforsamling i Kolding, den 22. september 2007.
Ændret og vedtaget på den ordinære generalforsamling i Svendborg, den 24. oktober 2009.
Ændret og vedtaget på den ordinære generalforsamling i Brædstrup, den 26. oktober 2013.

 

Til forside

Fritidshusejernes Landsforening, Sekretariatet, Solbakkevej 60, 4700 Næstved. Email: sekretariat@mitfritidshus.dk

 

Copyright @ 2016 - 2017 All rights reserved Fritidshusejernes Landsforening